Gardasøen i det nordlige Italien er landets største og mest populære sø. Tusindvis af turister strømmer hvert år til området, der har alt, hvad man kunne ønske sig på en ferie i Italien. Her finder du alverdens muligheder for sjove aktiviteter, fantastiske badestrande, betagende smuk natur og spændende, historiske og kulturelle oplevelser af enhver slags. Her er plads både til dem, der ønsker ro og afslapning i den smukke natur, og til dem der gerne vil have spændende oplevelser, en smule natteliv og gode muligheder for at shoppe som en del af deres ferie.
Aktiv ferie ved Gardasøen
På grund af søens størrelse og beliggenhed findes der på Gardasøen nogle helt unikke og meget fordelagtige vindforhold for dem, der elsker windsurfing. Specielt den nordligste del af søen og byen Torbole er kendt blandt sportens entusiaster og besøges ofte, når der virkelig skal vind i sejlene! Er du ikke lige til windsurfing, er der mulighed for næsten enhver form for vandsport på søen og ligeledes masser af muligheder, hvis du foretrækker at blive på land.
Det naturskønne landskab og de smukke bjerge byder på de dejligste cykel- og vandreruter, og der er masser af muligheder for at tage på spændende ture op i de nærliggende Dolomitter eller området mindre søer, hvor der er lidt længere mellem turisterne og rent ud sagt fabelagtigt smukt. I byen Malcecine kan du tage med svævebanen til toppen af Monte Baldo, hvorfra du kan leje en cykel og cykle nedad hele vejen, om end du vil nordpå til Nago og Torbole eller sydpå til Garda og op langs kysten der.
Historie, kultur og afslapning
Lyder windsurfing og cykelture som lidt for meget af det gode for dig, når du nu engang er på ferie, så er der selvfølgelig masser at lave for dig, der foretrækker at tage den med ro. Du kan blandt andet besøge den smukke blomsterpark ”Parco Giardino Sigurta”, der ligger langs floden Mincio. Floden, der markerer grænsen mellem regionerne Veneto og Lombardiet, er i sig selv en tur værd, og i nærheden finder du også det næsten ukendte vinområde, Colline Moreniche. Omkring søen ligger et utal af små og store byer, hoteller og campingpladser, restauranter, cafeer og butikker. Her er massevis af skønne badestrande, og så er der selvfølgelig også Italiens mest kendte forlystelsespark, Gardaland, med over 30 forlystelser for både store og små. Har du børn med på turen, er Gardaland et must ved Gardasøen.
Camping ved Gardasøen og andre overnatningsmuligheder
En yndet måde at tilbringe ferie for mange danskere i Italien er at køre på camping ved Gardasøen. Der findes et utal af forskellige lækre campingpladser omkring den vidunderlige sø, så det er nærmest bare at køre afsted. Selvom du kommer til en campingplads ved Gardasøen behøver du ikke nødvendigvis at have campingvogn med selv. Du kan tit leje hytter eller allerede opsatte luksustelte på campingpladserne omkring hele Gardasøen.
Gardasøen er så eftertragtet et turistmål blandt turister, så derfor kommer du heller ikke til at mange muligheder for overnatning på hotel. Her kan det dog være en god ide at være i god tid med planlægningen for at være sikker på at du kan få en plads ved lige det område, hvor du gerne vil overnatte.